Denne artikel er den anden i en serie, hvor medlemmer af U:points Advisory Board i samarbejde med organisationens medarbejdere, deler viden, indblik og erfaringer. I denne artikel undersøger vi det muliges pædagogik og relationens rolle i komplekse indsatser præget af traumer, svigt og kaotiske livsomstændigheder.
Af forsker i social- og specialpædagogik Tim Vikær Andersen, U:points advisory board sammen med ungekonsulenter Heidi Hansen og Jacob Gravesen.
Formålet har været at undersøge og formidle, hvordan social- og specialpædagogikken gør en forskel i U:points indsatser. Artiklen bygger på to cases og en række praksisnære refleksioner, som kobles med teoretiske perspektiver på traumebevidst tilgang og relationel faglighed.
At møde et menneske i kaos – og blive stående
I U:point arbejder ungekonsulenter som Heidi og Jacob med unge mennesker, der befinder sig i stærkt belastede livssituationer præget af omsorgssvigt, komplekse traumer og ofte et liv i misbrug og kriminalitet. Den første case omhandler en ung mand, som i årevis har bevæget sig på kanten af systemet og gentagne gange er blevet svigtet af både nære voksne og professionelle. Han lever aktuelt i aktivt misbrug og opholder sig primært i miljøer præget af risiko, retraumatisering og eksklusion.
I dette kaos spiller relationen til kontaktpersonen fra U:point en særlig rolle. Den unge beskriver relationen som et åndehul – et midlertidigt frirum fra det destruktive. Relationen bliver her ikke helbredende i sig selv, men fungerer som en livline, der skaber mulighed for, at noget andet kan opstå: En oplevelse af kontakt, af ikke at være alene og af at forandring er mulig. Erfaringerne skærper samtidig blikket for omsorgens grænser: Modet til at være tydelig og respektfuldt direkte kan være afgørende for både relation og progression. Det formuleres blandt således af Heidi:
“Det er i sådanne indsatser jeg bliver meget opmærksom på, at jeg skal passe på med ikke at passe for meget på. Jeg har tidligere haft tendens til at passe på ikke at komme til at være for direkte eller helt turde træde ind i det, den unge synes er svært. Eller, smide svesken på disken, som han selv beskriver det. Men det er blevet tydeligt for mig, at netop det, at kunne være (respektfuld, anerkendende og) direkte og turde tale om det, der er svært, er med til at styrke både relationen, den unges resiliens og min egen autenticitet i indsatsen, hvor der præcis bliver skabt dét frirum.”
Den anden case handler om en 11-årig pige, der har været udsat for alvorlige overgreb begået af en tæt voksenrelation. Hendes adfærd bærer præg af grænsesøgende og urolig adfærd – adfærd, som i en overfladisk tolkning kunne risikere at blive opfattet som ”problematisk”, men som i et traumebevidst perspektiv må ses som udtryk for hendes forsøg på at regulere indre utryghed og uforståelige følelser (Perry, 2006).
Når voksne i hendes omgivelser formår at være tydelige, nærværende og sætte passende krav, oplever hun øjeblikke af engagement og glæde. Netop denne dobbelthed, tydelighed uden rigiditet, nærhed uden invasion, fremstår som et centralt træk ved den pædagogiske faglighed, U:point praktiserer. Når uforudsete hændelser rammer, bliver opgaven at gøre kontinuiteten mærkbar for den unge. Som Jacob blandt andet siger:
“Når noget nyt sker, som kan vælte hende, handler det for mig om at vise, at jeg stadig er her på samme måde som altid – en voksen/omsorgsperson, hun kan stole på, og som vil hendes tryghed og trivsel.”
Relationens kraft og sårbarhed
For ungekonsulenterne i U:point er relationen ikke blot en pædagogisk metode blandt andre: I stedet er den selve fundamentet for indsatsen, den bærende forudsætning for langt de fleste positive udviklinger: Hvis der ikke er en tillidsfuld og gensidig relation, vil indsatsen ikke lykkes.
Men relationen i denne type indsatser er ikke altid uden dilemmaer. Den må balanceres med faglig præcision og tydelige grænser. Hos U:point arbejder man eksplicit med balancen mellem det professionelle, det personlige og det private, en refleksiv praksis, hvor ungekonsulenten hele tiden justerer sin tilstedeværelse i forhold til den unge og konteksten. Autenticitet og nærvær er nødvendige, men må ikke glide over i redderrollen. Ungekonsulenterne trækker her på erfaring fra dramatrekanten (Karpman), som i traumepædagogisk sammenhæng advarer mod uhensigtsmæssige mønstre mellem hjælper, offer og krænker. Med dramatrekantens faldgruber in mente handler det om at balancere støtte og selvstændiggørelse – hjælpe uden at overtage. Heidi formulerer det blandt andet sådan:
“Det handler om hele tiden at finde balancen og tænke over hvorfor vi gør hvad og hvordan. Så ikke vi tager over og gør tingene for den unge, men tilpasser kravene til den kontekst vi står i, så den unge oplever både ansvar, ejerskab og agenthed.”
Den traumebevidste tilgang som fagligt kompas
Ungekonsulenterne fremhæver den traumebevidste tilgang (TBT) som et uundværligt kompas i de mest komplekse indsatser. Fokus flyttes fra symptom til sammenhæng: Adfærd forstås i lyset af erfaringer og mulige traumespor. Jacob fortæller:
“Vi ser ikke kun på adfærden, men prøver at forstå, hvad der ligger bag. En voldsom reaktion kan være et udtryk for tidligere traumer”.
Inspireret af teoretikere som Bruce Perry (2006) og Howard Bath (2015) arbejder de med principper som tryghed, forudsigelighed og emotionel regulering, ikke som løsrevne teknikker, men som en indlejret del af relationens arkitektur.
I U:point arbejdes der dog ikke metoderigidt – men med metodefrihed og en høj grad af fleksibilitet; fordi det er en forudsætning for, at samværet med den unge kan lykkes. Som det beskrives:
“Jeg er fleksibel i min tilgang. Hvad der virker i dag, virker måske ikke i morgen, og jeg må hele tiden lytte og tilpasse mig den unges behov.”
Ungekonsulenterne veksler kontinuerligt mellem tilgange og greb, afhængigt af hvad der giver bedst mening i mødet med den enkelte. I praksis betyder det, at planen nogle gange må vige for det, der brænder på – regulering og relation går forud for opgaven. Et eksempel: “Mange af de unge lever vilde liv med vilde problemer, så der er ofte behov for at sadle om undervejs. Det kan fx være, at et samvær, hvor det er planlagt at vi skal tjekke e-boks og bestille tandlæge tid, må omlægges til en uformel køretur, hvor følelser og fortællinger kan få frit løb.” Samtidig møder de de unge med tålmodighed, vedholdenhed og nysgerrighed – ikke kun på de unges traumer og fortid, men også på deres interesser, håb og forestillinger om fremtiden.
Mange af de unge, der visiteres til U:point, har allerede været igennem adskillige indsatser, ofte uden at have oplevet reel forandring. Det præger deres forventninger og gør det svært at tage imod endnu en professionel. For nogle vækker det ligefrem modstand, fordi det aktiverer tidligere erfaringer med svigt. Netop derfor insisterer ungekonsulenterne på at blive ved med at være til stede, også når den unge i første omgang trækker sig eller afviser kontakten. Den tålmodighed og konsistens, som relationen kræver, bliver i sig selv en form for pædagogisk kommunikation: “Jeg bliver her – også nu.”
Relationen fungerer som tryg base og betingelse for det pædagogiske arbejde – det at blive stående gør forskellen. En ungekonsulent formulerer det sådan:
“For mig er relationen helt central. Den unge skal mærke, at der er nogen, der bliver stående, også når det er svært. Det skaber tryghed, som gør det muligt at arbejde med den unges udvikling.”
Indsatsen ses ikke blot som et spørgsmål om mål og progression, men som en personlig rejse, hvor det handler om at opdage og aktivere egne ressourcer – ikke for at blive hjulpet ud af noget, men for at kunne udvikle noget sammen med nogen. Den unge skal ikke “løses” som et problem, men mødes som et menneske i bevægelse.
Det kræver samtidig, at indsatsen omkring den unge koordineres og forankres i samarbejde med andre aktører, børn- og ungerådgivere, skole, psykiatri, forældre og netværk. Ungekonsulenterne ser det som afgørende, at den unge oplever at være en del af et fælles og bæredygtigt system af voksne, der trækker i samme retning og støtter op om de mål, den unge selv er med til at formulere.
Sammenhæng på tværs af voksne og arenaer er limen i indsatsen. Den unge skal mærke, at alle ror i samme retning. Eller som de selv siger:
“Der bliver ligesom skabt en rød tråd gennem indsatsen, når den unge kan mærke, at der bliver arbejdet i samme retning. Vi plejer at sige “it takes a village” – altså det kræver ofte en hel landsby af mennesker, der tror på og støtter den unge.”
De tilrettelægger derfor indsatsen med fokus på:
- gennemsigtighed og struktur i mødet med den unge
- identifikation af triggere og tidlig opsporing af retraumatisering
- empowerment og inddragelse i mål og metode
- gensidighed og respekt i relationen
- opmærksomhed på køn, kultur og kontekstuelle forskelle
Forebyggelse af retraumatisering hos den unge, begynder hos os selv, med opmærksomhed på triggere og egen praksis. Som Jacob siger:
“I vores arbejde er det vigtigt at være opmærksom på, hvad der kan udløse en traumereaktion hos den unge. Det kræver, at vi som fagpersoner er bevidste om vores egen adfærd og reaktioner.”
I praksis betyder det, at de lytter til det, der ligger bag ordene – og forsøger at forstå, hvordan gamle sår stadig kan vise sig i nye situationer. Hvordan en reaktion i dag bærer spor af et svigt i går. Denne tilgang åbner for det, Sue Gerhardt (2004) har kaldt en vikarierende omsorgsrelation, hvor den professionelle ikke kan erstatte tidligere svigt, men midlertidigt kan træde ind som en stabil, regulerende og lyttende anden. I U:point taler man om at være et vikarierende håb: Én, der bliver stående – også når det bliver allermest dilemmafyldt.
Faglighed under pres – og i bevægelse
At arbejde med denne type indsatser stiller høje krav, ikke kun til faglig viden, men til emotionel robusthed, etisk dømmekraft og evnen til at blive stående i det der er uforudsigeligt. For ungekonsulenterne i U:point opstår nogle af de mest krævende dilemmaer ikke nødvendigvis i de enkelte situationer, hvor en aftale eksempelvis må udsættes, men i de længerevarende perioder, hvor der opleves stilstand eller direkte tilbagegang i den unges trivsel.
Det kan være en ung, der har arbejdet målrettet frem mod et job, men pludselig trækker sig og mister strukturen. Det kan være tegn på tiltagende isolation, øget risikoadfærd eller vedvarende stofmisbrug. Dét er situationer, hvor fagligheden sættes på prøve fordi de vækker følelser af magtesløshed, tvivl og frustration. Det er netop her, dilemmaerne træder frem: Når man føler, man gør alt det rigtige og alligevel ser trivslen falde. Hvordan bevarer man så troen på, at det nytter?
Ungekonsulenterne beskriver, hvordan deres relationelle arbejde med de unge også rammer dem personligt. Når man arbejder med mennesker og relationer, og bruger sig selv som redskab, kan man ikke undgå at blive rørt, ramt eller rystet. Balancen mellem realistiske forventninger til den unge og til sig selv er sjældent ligetil. Ofte kræver det andres blik; kollegaers, supervisorers eller lederes, for at fastholde perspektivet, særligt når man som professionel er meget tæt på den unges liv og kamp.
Men det er netop i sådanne perioder, hvor noget synes at gå i stå, at det pædagogiske vedholdenhedsarbejde får betydning. For ofte sker der det, at relationen pludselig åbner sig igen, og der opstår en bevægelse. Udviklingen genoptages, og oplevelsen af at være “stuck” forsvinder. Det er i de øjeblikke, ungekonsulenterne igen bliver mindet om, hvorfor de gør, som de gør: De holder fast, bliver ved og står til rådighed for relationen, også når det er svært.
I dette arbejde er faglighed og menneskelighed uløseligt forbundne. Ungekonsulenternes faglighed vokser og udvikler sig i takt med, at den unge bevæger sig.
Konklusion: Det muliges pædagogik
Social- og specialpædagogikken i komplekse indsatser er, som praksis i U:point viser, ikke en pædagogik for det perfekte, men i stedet en pædagogik for det mulige: En pædagogik, der opererer i spændingsfeltet mellem kontrol og kaos, håb og erfaring, tilknytning og afvisning – og hvor perioder med stilstand eller tilbagegang er et vilkår, man må kunne rumme og arbejde i.
Den bygger ikke på garantier, men på vedholdenhed, etisk dømmekraft og modet til at blive stående i relationen, også når tvivlen rammer, og når forandring lader vente på sig. Fagligheden bæres også af kollegialt fællesskab og mulighed for debriefing, når afmagten presser sig på, skaber det psykologisk tryghed. En ungekonsulent fortæller:
“Det kan være sindssygt hårdt at tage del i et ungt menneskes liv og være vidende til den verden de lever i, men vi, når samværet er slut, kan trække os fra. Jeg har ofte behov for at dele oplevelser og fortællinger med mine kollegaer. Jeg bruger det nok mest som et rum for at få ‘ventileret’, hvor jeg mærker en psykologisk tryghed, fordi mine kollegaer om nogen ved hvad det vil sige at arbejde med den slags udfordringer, de unge lever med og beretter om.”
Pædagogisk praksis handler sjældent om store, dramatiske gennembrud men udspiller sig i det stille, i hverdagsmøder, i vedvarende nærvær, i samtaler der fastholdes og gentages. Det er her, nærværet bliver til faglighed: Som en vedholdende, emotionelt involverede praksis, hvor social- og specialpædagogikken viser sin mest afgørende styrke: Når nogen bliver længe nok til, at tillid kan spire, forandring kan opstå, og både den unge og den professionelle kan bevæge sig videre, sammen.
Følg med, når vi i vores artikelserie stiller skarpt på den faglighed og de værdier, der præger U:points arbejde med børn, unge og familier.
Vil du vide mere om, hvordan vores tilgang omsættes i konkrete indsatser?
Litteratur
Bath, H. (2015). The three pillars of trauma-informed care. Reclaiming Children and Youth, 23(4), 17–21.
Gerhardt, S. (2004). Why Love Matters: How Affection Shapes a Baby’s Brain. Routledge.
Jennings, P. A. (2019). The Trauma-Sensitive Classroom. W. W. Norton & Company.
Killén, K. (2012). Barndommen varer i generationer. Akademisk Forlag.
Perry, B. D. (2006). The Neurosequential Model of Therapeutics. In Treating Traumatized Children.
