Denne artikel er den første i en serie, hvor medlemmer af U:points Advisory Board i samarbejde med organisationens medarbejdere, deler viden, indblik og erfaringer
I denne første artikel dykker vi ned i, hvordan kultur og ledelse i en socialøkonomisk og traumebevidst organisation ikke blot former arbejdsmiljøet internt – men også sætter aftryk i mødet med de mennesker, som skal have udbytte af indsatsen.
Af Thomas Svane Jensen og Mette Fjording, U:points advisory board.
Hvordan påvirker en arbejdsplads’ kultur og ledelse kvaliteten i mødet med barnet, den unge og familien? Det spørgsmål bliver særligt tydeligt at besvare, når man – som vi i advisory boardet – har haft mulighed for at følge en organisation som U:point på nært hold.
U:point er en socialøkonomisk, traumebevidst og værdibåret organisation, der gennem de seneste år har arbejdet målrettet med at implementere traumebevidst tilgang (TBT) – ikke kun i deres indsatser, men i hele organisationen. Og det gør en forskel. Ikke bare internt, men helt ude i de relationer, der er organisationens egentlige omdrejningspunkt: relationerne til barnet, den unge og forældrene.
Et langstrakt og vedholdende arbejde
Som medlem af advisory boardet har det været inspirerende at følge implementeringen af TBT indefra. Ikke som et enkeltstående kursus eller et hurtigt skifte i retorikken, men som en dybt integreret bevægelse. Det er et stykke arbejde, U:point har grebet både seriøst, ambitiøst og frem for alt vedholdende an. TBT er blevet et fælles sprog, en forståelsesramme og en måde at være i verden på – med hinanden og med barnet, den unge, forældrene og samarbejdspartnerne.
Der er tale om en tilgang, der åbenlyst kræver mere end gode intentioner. Den kræver ledelse. Den kræver mod. Og den kræver organisatorisk vedholdenhed. U:points ledelse har valgt at skabe en kultur, hvor man tør tale om det, der er svært, og hvor psykologisk tryghed ikke bare er et buzzword, men en konkret daglig praksis, der til stadighed opøves.
Tryghed og faglighed går hånd i hånd?
En af de vigtigste erfaringer fra U:points arbejde er, at arbejdsmiljø og faglighed ikke kan skilles ad. Når medarbejdere føler sig trygge, lyttet til og fagligt understøttet, styrkes kvaliteten i det udførende arbejde. Det er i sig selv ikke nogen ny erkendelse – men det er bemærkelsesværdigt at se en organisation, der konsekvent handler på den.
Det viser sig blandt andet i den måde, teams arbejder sammen på, i hvordan ledelsen faciliterer faglig refleksion og i hvordan fejl, dilemmaer og uvished får lov til at være en del af den faglige samtale – ikke noget, man gemmer væk.
Ledelse som rammesætter
En vigtig brik i det billede er ledelsen. Ikke forstået som en autoritet, men som en rammesætter, der skaber rum for læring, udvikling og gensidig respekt. I en organisation som U:point er ledelse ikke kun en funktion – det er en holdning. Det handler om at skabe plads til faglighed, til følelsesmæssige reaktioner og til at være hele mennesker i arbejdet.
Et perspektiv indefra
Mette Libstrup, administrativ leder i U:point, genkender meget af det, vi beskriver – og fortæller fra den daglig ledelsespraksis, hvor værdierne skal omsættes til handling:
“For os er det vigtigt, at psykologisk tryghed ikke bliver et buzzword. Det skal være noget, man kan mærke – også i pressede situationer. Det handler om at skabe rammer, hvor det er okay at være i tvivl og bede om hjælp.”
Mette Libstrup peger på, at det daglige arbejde med kultur og tryghed kræver konstant opmærksomhed og mod fra alle i U:point:
“Når vi siger, at U:point er en vej – ikke et sted – så handler det om, at vi hele tiden er i bevægelse. At være en værdibåren og traumebevidst organisation er ikke et mål, vi har nået. Det er noget, vi kontinuerligt forpligter os på – sammen.”
I vores optik kræver denne form for ledelse mod. For det er langt lettere at styre end at lede, langt nemmere at kontrollere end at skabe grobund for tillid. Men det er netop tilliden, der bærer det sociale arbejde.
Kulturens aftryk i praksis
Det er netop her, pointen bliver tydelig: Når en organisation arbejder med kultur og ledelse som en del af kerneopgaven – ikke adskilt fra, men som en forudsætning for opgaveløsningen – så kan det mærkes helt ude i mødet med borgeren. Det er ikke blot noget, der foregår i strategipapirer og ledelsesrum, men noget, der udspiller sig i hverdagen: I mødet, i dialogen, i relationen.
Det er, når medarbejdere føler sig trygge og fagligt hjemme, at de har overskuddet til at møde andre mennesker med tålmodighed, professionelt nærvær og faglig præcision. Og det er, når værdier bliver levet – ikke bare formuleret – at de skaber effekt.
En fælles opgave
Det er vores oplevelse, at U:point har formået at samles om en fælles forståelse af, at det kræver mere end de allerede stærke socialfaglige metoder at løfte indsatser, der stiller store krav om indlevelse og om at håndtere smertefulde følelser. Det kræver en kultur, hvor man også passer på dem, der passer på andre.
Det er ikke nemt. Men det er tydeligt, når det virker.
Følg med, når vi i vores artikelserie stiller skarpt på den faglighed og de værdier, der præger U:points arbejde med børn, unge og familier.
Vil du vide mere om, hvordan vores tilgang omsættes i konkrete indsatser?